sponsor banner 1
sponsor banner 2

1. Indledning

Jan Trzaskowski

Det er fristende at indlede en bog om juridiske aspekter af moderne teknologi med at bemærke den »eksplosive vækst«, som i mange år har kendetegnet udviklingen inden for informationsteknologi. Det er dog nærliggende at spørge, om ikke den eksplosive vækst blot er den »den almindelige udvikling«. Der udvikles løbende nye teknologier, applikationer og gadgets, men der er langt imellem de samfundsmæssige, elektroniske revolutioner, som udbredelsen af internettet har stået for eller i den senere tid nærmere faciliteret.

Internettet er blevet en ganske almindelig (og vigtig) del af de fleste danskeres hverdag. Informationsteknologien er indbygget i mange af de produkter, vi benytter, herunder computere, mobiltelefoner, fjernsynsterminaler og spillekonsoller. Internetadgangen er blevet en commodity på samme måde som vi forventer, at der altid er elektricitet og rindende vand – og vel også kimen til at man kan irritere sig over at skulle betale ekstra for internetadgang på et hotel. Internettet og dets applikationer er nok ikke blevet lettere at beskrive, men i hvert fald nemmere at genkende for de fleste.

Digitaliseringen af information er en forudsætning for, at den pågældende information overhovedet kan kommunikeres over internettet. Den stadig stigende båndbredde og internetudbredelse er baggrunden for, at større mængder af information kommunikeres, herunder billeder, musik og film – hvilket i høj grad er en udfordring for rettighedshavere, jf. bogens kapitel 8 om ophavsret. Udviklingen i kommunikationsteknologien har endvidere indebåret, at internettet i højere grad er blevet mobilt. I de seneste år er det blevet almindeligt at applikationer i første omgang udvikles til mobile platforme og senere konverteres til traditionelle browsere. Internettet er langt fra det eneste væsentlige kommunikationsmedium, men formentlig den vigtigste platform for kommunikation.

Der er forsat vækst inden for den elektroniske handel, selvom det, på trods af unionsretlige initiativer, stadig kniber med den grænseoverskridende elektroniske handel.1 Internettet og dets applikationer er en væsentlig faktor for realiseringen af det indre marked, men det ændrer ikke ved, at EU’s indre marked er præget af bl.a. kulturelle og sproglige barrierer samt logistiske udfordringer.2

1.1. Sociale medier

Hvis man skal nævne et fænomen, som har karakteriseret den seneste udvikling på internettet, så er det den »demokratisering« af internettet, som er sket ved udviklingen og tilgængeligheden af de såkaldte web 2.0-tjenester – dvs. internetteknologi, som understøtter videnudveksling og samarbejde mellem brugere. Det er blevet (endnu) lettere for »almindelige mennesker« at dele og diskutere information på internettet i »sociale medier«. Applikationer som Facebook, YouTube og Twitter kan betragtes som blogs, hvor brugere kan dele information med bekendte og ubekendte, som har mulighed for at kommentere eller på anden måde interagere.

Denne udvikling indebærer også, at »almindelige mennesker« lettere kan optræde som erhvervsdrivende og derved blive omfattet af flere og andre regler end dem, der gælder for almindelige private borgere. F.eks. kan anvendelsen af bannerannoncer eller AdWords på private personers hjemmesider gøre, at aktiviteterne falder ind under den lovgivning, der gælder for erhvervsdrivende.3


Internettet er et åbent netværk, hvor fysiske og juridiske personer kan oprette applikationer i form af f.eks. hjemmesider og mere avancerede webtjenester. Facebook er en webtjeneste, som på den seneste har påkaldt sig meget opmærksomhed – ikke mindst i lyset af en børsintroduktion, hvor virksomheden blev værdisat til 100 milliarder US dollars. Webapplikationen har med sine næsten 1 milliard aktive brugere (sommeren 2012) udviklet sig fra at være en »traditionel« webtjeneste til at blive et medie i sig selv. Efterhånden som tjenesten har udviklet sig er flere ting blevet mulige inden for webtjenesten, hvorfor brugere ikke behøver at forlade tjenesten, hvis han f.eks. vil læse en nyhed eller følge et link, se sine venners billeder, sende en e-mail etc.4 Tilsvarende tendenser kan ses i paletten af tjenester, som udbydes af f.eks. Google. Kendetegnende for disse tjenester er, at de umiddelbart er gratis, idet virksomhederne tjener deres penge ved at sælge reklamer, der tilpasses på baggrund af brugernes aktiviteter i de sociale medier. Den infrastruktur, der stilles til rådighed i sociale medier, adskiller sig fra det traditionelle internet ved at være lettere tilgængelig – men også ejet af kommercielle virksomheder i modsætning til internettet, som på en eller anden måde ejes af alle brugere. Hvordan fordelingen mellem lukkede og åbne netværk bliver i fremtiden må tiden vise.


1.2. Internetretten

Regulering kan opfattes som et spørgsmål om at påvirke en adfærd i samfundet. Internettet reguleres af mange kræfter, herunder traditionel lovgivning, sociale normer og økonomiske kræfter (»markedskræfterne«). Hertil kommer, at teknologien som sådan (»arkitekturen«) også kan opfattes som en regulering i sig selv (»code is law«).5

Denne fremstilling er fokuseret på den »traditionelle lovgivning«, som omfatter de regler, der kan håndhæves gennem domstolene. Sociale normer kan komme til udtryk i form af f.eks. selvregulering, som også kan have betydning for fortolkning og udfyldning af den traditionelle lovgivning. Juraen og den regulering, der sker i arkitekturen, kan gensidigt understøtte hinanden. Det er f.eks. tilfældet inden for ophavsretten, hvor tekniske løsninger inden for Digital Rights Management (DRM) bidrager til at beskytte de rettigheder, som rettighedshaveren har efter ophavsretsloven, og hvor ophavsretsloven indeholder et selvstændigt forbud mod omgåelse af kopispærringer m.v.6 På sanme måde kan f.eks. behandling af personoplysninger samt aftale- og betalingsløsninger indrettes mere eller mindre hensigtsmæssigt i forhold til lovgivningen med henblik på at informere brugeren og sikre dokumentation for brugerens samtykke.7

Internetretten behandler reguleringen af det, der kommunikeres gennem internettet, dvs. »indholdet«, herunder applikationer. I et vist omfang omfattes dog også spørgsmål, som vedrører selve arkitekturen, herunder navnlig forhold vedrørende driften af internettet (internetadgang, hosting, administration af domæner etc.). Det kan være særlige spørgsmål om formidleransvar (behandlet i bogens kapitel 10), behandling af oplysninger om brugen af internettet (behandlet i bogens kapitel 9 og 10) eller markedsføring af internetadgang (behandlet i bogens kapitel 5).


Internetretten er en delmængde af IT-retten, der bl.a. også omfatter særlige spørgsmål vedrørende overdragelse og udvikling af IT-systemer. E-handelsretten kan derimod betragtes som den delmængde af internetretten, der omhandler handel og markedsføring på internettet, herunder også visse køberetlige spørgsmål. Regler om digital informationsanvendelse kan også beskrives som informationsret eller retsinformatik.8


De fleste af de regler, der behandles i denne fremstilling, er ikke kun begrænset til forhold, der vedrører internettet – internetretten går således på tværs af en række mere traditionelle retsdiscipliner. Man kan argumentere for, at internetretten efterhånden er absorberet i de mere generelle fremstillinger af de traditionelle retsområder. Selvom dette måtte være tilfældet, så udelukker det ikke, at det i en række tilfælde er hensigtsmæssigt med en samlet fremstilling, der behandler de væsentligste problemstillinger, som opstår i forbindelse med internettet.

Den lovgivning, der gælder for internettet, er som udgangspunkt den samme som den, der gælder i al almindelighed – der findes ikke en særlig aftalelov eller ophavsretslov for internettet. Der er i vidt omfang tale om kendte problemstillinger, der typisk har fået en ny betydning. Det gælder f.eks. ophavsrettens udfordringer i forbindelse med digitalisering af beskyttede værker. Internetretten er således – på trods af en vis særregulering – mere en fortolkningsdisciplin end et egentlig retsområde. Formålet med denne fremstilling er at analysere, hvordan eksisterende regler skal anvendes på de fænomener, der opstår i forbindelse med anvendelsen af internettet.

Det har tidligere været populært at betragte internettet som »et sted« (»Cyberspace«).9 I en juridisk sammenhæng er det dog ikke en hensigtsmæssig tilgang, da lovgivningen fokuserer på fysiske eller juridiske personers adfærd og konsekvenserne heraf i den fysiske verden. Diskussionen blev kortvarigt genoplivet i forbindelse med fremkomsten af »virtuelle verdner«, som f.eks. Second Life.10 Virtuelle verdener må ligesom internettet og sociale medier opfattes som en webtjeneste, hvis primære funktion er at facilitere kommunikation og interaktion mellem fysiske personer. Sociale medier adskiller sig i det store hele kun fra »virtuelle verdener« ved at have en anden brugergrænseflade. Juraen forholder sig i denne sammenhæng til den påvirkning, der sker i den »fysiske verden«, herunder f.eks. den skade, der udspringer af aktiviteter i en »virtuel verden« eller et socialt medie.

Tankegangen om Cyberspace som et sted er smukt udtrykt i Greatful Dead-lyrikeren John Perry Barlows uafhængighedserklæring for Cyberspace fra 1996:


»Governments of the Industrial World, you weary giants of flesh and steel, I come from Cyberspace, the new home of Mind. On behalf of the future, I ask you of the past to leave us alone. You are not welcome among us. You have no sovereignty where we gather.

We have no elected government, nor are we likely to have one, so I address you with no greater authority than that with which liberty itself always speaks. I declare the global social space we are building to be naturally independent of the tyrannies you seek to impose on us. You have no moral right to rule us nor do you possess any methods of enforcement we have true reason to fear...«11


Som det antydes, er akilleshælen ved reguleringen af internettet håndhævelsen af nationale regler på et globalt medium. De internationale spørgsmål spiller en væsentlig rolle i forhold til den territoriale udstrækning af lovgivningen, herunder den faktiske retshåndhævelse. Der gøres fra EU’s side en ihærdig indsats for at skabe fælles regler og dermed et velfungerende indre marked. Den unionsretlige regulering/harmonisering er indarbejdet i de enkelte kapitler i bogen, hvorimod spørgsmål om internationale retskonflikter er behandlet samlet i bogens kapitel 12.

Man kan ikke sige, at der gælder en særlig metode for behandling af juraen i forhold til internettet. Man er dog nødt til at forstå, hvordan internettet fungerer og påvirker samfundet i praksis samtidig med, at man har kendskab til almindelige regler og lovfortolkning, herunder de principper og hensyn, der ligger bag lovgivningen. Efter udgivelsen af denne bog vil der opstå problemstillinger, som ikke er behandlet i denne fremstilling. Bogens behandling af andre, lignende spørgsmål kan i så fald tjene til inspiration for behandlingen af de nye situationer.

1.2.1. Tjenester i informationssamfundet

På internettet kan man formidle information på måder, som ligner andre medier, herunder radio, tv og trykte medier. I den forbindelse kan der opstå behov for at vurdere om mere teknologi- eller mediespecifik lovgivning også omfatter lignende aktiviteter på internettet. Internettet er i mange tilfælde mere effektivt end de medier, som det kan emulere, hvorfor der er en tendens til, at traditionelle medier flytter over på internettet (»konvergens«).12

Teknologineutralitet har i lang tid været et mantra inden for IT-retten. Det har været hensigtsmæssigt, fordi især teknologien og anvendelsen heraf har udviklet sig så hurtigt. Det er dog ikke al lovgivning, der er teknologineutral. Der findes f.eks. særlige regler for radio og TV (»audiovisuelle medietjenester«) og teletjenester.

Begrebet »informationssamfundstjeneste« er et centralt begreb i e-handelsloven,13 der sammen med domæneloven er det nærmeste, man i Danmark kommer specialregulering af internettet. I e-handelslovens § 2, stk. 1, nr. 1, defineres informationssamfundstjenester som »enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte, og som leveres online (ad elektronisk vej over en vis distance) på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«. Begrebet har særligt fået betydning i forbindelse med e-handelsdirektivet,14 og det er et forsøg på at indføre en teknologineutral definition af tjenester relateret til internettet. E-handelslovens regler er behandlet i bogens kapitler om bl.a. aftaler, markedsføring, ansvar og internationale spørgsmål.


»Informationssamfundstjenester« er ikke selvstændigt defineret i e-handelsdirektivet, idet der henvises til definitionen i direktivet vedrørende informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, hvor informationssamfundstjenester er defineret som »enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og dataoplagringsudstyr på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«.15 Formuleringen »normalt leveres mod betaling« skal forstås i overensstemmelse med Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) artikel 57, der generelt er fortolket som enhver kommerciel tjeneste.16

Direktivet vedrørende informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter indeholder i bilag V en vejledende liste over tjenester, der ikke er informationssamfundstjenester. Heraf fremgår det bl.a., at tjenester vedrørende taletelefoni, telefax og teletjenester ikke er informationssamfundstjenester. Selvom en e-mail ikke umiddelbart kan siges at være fremsendt på individuel anmodning, så er også denne form for tjenester omfattet, jf. e-handelsdirektivets betragtning 18.


E-handelsdirektivet bærer flere steder præg af at være udarbejdet med internettjenesten World Wide Web (www) for øje, men direktivet omfatter også bl.a. mobilt internet, e-mail, sms og lignende. Begrebet informationssamfundstjenester omfatter endvidere onlineservice-providere, der giver adgang til eller oplagrer tredjemands indhold til f.eks. internettet. Traditionelt tv og radio betragtes ikke som en tjeneste, der leveres på individuel anmodning.17

Direktivet om audiovisuelle medietjenester18 omfatter bl.a. traditionel tv samt en række mere moderne medietjenester, herunder kommercielle on-demandbaserede tjenester, som er underlagt et redaktionelt ansvar, og som kan betragtes som et programbaseret massemedie. Det er kendetegnende for de omfattede on demand audiovisuelle medietjenester, at de er »tv-lignende«, og at hovedformålet er distributionen af audiovisuelt indhold. Video-on-demand er som udgangspunkt en on-demand audiovisuel tjeneste. Analogt og digitalt tv samt livestreaming, webcasting og near video-on-demand behandles i direktivet som fjernsynsudsendelser. Direktivet omfatter ikke elektroniske udgaver af aviser og blade.19

Internettet som begreb (»internet«) optræder efterhånden i mange tilfælde i dansk lovgivning, herunder i radio- og tv-loven og i domæneloven, hvor det naturligvis er svært at undgå henvisninger til internettet. Siden den 1. juli 2008 indgår begrebet internettet i straffeloven i forbindelse med reglerne om dansk straffemyndighed.20 Hverken loven eller lovforslaget21 indeholder en definition af internettet. I den forudgående betænkning beskrives eksempler på aktiviteter på internettet, men der søges ikke en egentlig definition af internettet som sådant.22 I bestemmelsen har man tilføjet »eller lignende system til spredning af information« for at fremtidssikre bestemmelsen (betænkningen s. 385). Man kan dog argumentere for, at internettet ikke er så klart afgrænset, at definitionen i sig selv omfatter andre, tilsvarende netværk.

I teknisk sammenhæng knytter man ofte betegnelsen internettet til IP-protokollen (»Internet Protocol«), men i »almindelig« sprogbrug dækker [det at gå på] »internettet« nærmere over applikationerne (»tjenesterne« eller »anvendelsesmulighederne«) – og ikke den bagvedliggende teknologi. På Wikipedia.org er internettet beskrevet således (april 2012): »Et internet er betegnelsen for et netværk af computernetværk, som er koblet sammen. Ofte taler man om internettet, der så betegner et globalt netværk af datanet-værter (computere...).«

Det, at man i lovgivningen anvender »internettet« som begreb, kan tages som udtryk for, at begrebet er tilstrækkeligt indarbejdet i samfundet. Internettet er ikke entydigt defineret, hvilket både er en styrke og en svaghed. En styrke, fordi loven ikke nødvendigvis skal ændres, hver gang teknikken udvikles, og en svaghed, fordi der kan opstå tvivl om, hvad der egentlig skal forstås ved begrebet – altså hvilke teknologier der er omfattet. Dette er dog ikke nyt i en juridisk sammenhæng, hvor man f.eks. ikke har problemer med at regulere biler og campingvogne, som også kan være svære at definere entydigt.23

1.2.2. Teletjenester

Inden for teleretten sondrer man mellem transporttjenester og indholdstjenester,24 hvor transporttjenester er omfattet af telelovgivningen, og indholdstjenester er reguleret af anden lovgivning, herunder navnlig e-handelsdirektivet fsva. informationssamfundstjenester. I det teleretlige rammedirektivs25 betragtning 10 påpeges, at der i definitionen af informationssamfundstjenester indgår en bred vifte af økonomiske online-aktiviteter, og at de fleste af disse aktiviteter ikke er omfattet af rammedirektivet, da de ikke udelukkende eller overvejende består i overføring af signaler via elektroniske kommunikationsnet. Derimod er taletelefoni og elektroniske posttjenester omfattet af teledirektiverne. Det fremgår af betragtningen, at en og samme virksomhed, for eksempel en internet-udbyder, kan tilbyde både elektronisk kommunikation, som f.eks. adgang til internettet, og tjenester (transporttjenester), som ikke er omfattet af teledirektiverne, f.eks. levering af webbaseret indhold (indholdstjenester).

Sociale medier må som udgangspunkt blive betragtet som webbaseret indhold, og vil derfor falde uden for telelovgivningen.26 I forbindelse med revisionen af flere teledirektiver i 200927 blev det understreget, at direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation, fokuserer på offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, men ikke finder anvendelse på lukkede brugergrupper og virksomhedsnet. Situationen kan sammenlignes med IP-telefoni, der både kan udbydes som led i fysisk infrastruktur (f.eks. i en virksomheds telefonnet) og som en webtjeneste (f.eks. Skype). Dette spørgsmål har tidligere været genstand for diskussion, og Kommissionen lægger vægt på, hvorvidt den pågældende tjeneste er forbundet med det »traditionelle« telefonnet (PSTN/public switched telephone network).28 Hvis et socialt medie således udbød en taletelefonitjeneste, som alene kunne bruges internt i det sociale medie, ville tjenesten falde uden for telereguleringen. Hvis tjenesten derimod gav adgang til det traditionelle telefonnet (nummerserierne for fastnet- og mobiltelefoner), ville tjenesten være omfattet af telereguleringen.

Spørgsmålet om anvendelse af teledirektiverne på indholdstjenester blev også diskuteret i forbindelse med kravet om underretning om brud på datasikkerheden (artikel 4, stk. 3). I en erklæring noteredes Europa-Parlamentets ønske om, at forpligtelsen ikke begrænses til elektroniske kommunikationstjenester, og Kommissionen ville rådføre sig med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om muligheden for anvendelse principperne med øjeblikkelig virkning inden for andre sektorer, uanset hvilken sektor eller type af oplysninger der er tale om.29 Europa-Parlamentets ønske om at udvide bestemmelsen til at omfatte visse informationssamfundstjenester, som f.eks. sociale netværkstjenester, synes dog ikke muligt i lyset af teledirektivernes snævre anvendelsesområde.30

1.3. Jura, metode og retskilder

Der findes en del litteratur, som behandler forskellige aspekter af internetretten.31 Når man skal afgøre en bestemt juridisk problemstilling, er det dog i mange situationer nødvendigt at finde de egentlige retskilder. Retskilder kan beskrives som de informationskilder, domstolene anvender til at udlede retsregler eller retlige principper.32 Den retsdogmatiske metode er en (juridisk) metode til at udfinde gældende ret33 ved analyse af retskilder. I denne analyse sker der naturligvis en vægtning af de forskellige (rets-)kilder, således at grundloven f.eks. går forud for en modstridende lov.34 I det omfang, der er konflikt mellem forskellige retskilder, kan følgende principper for retsanvendelse almindeligvis bruges til afvejning af kilderne med henblik på at udfinde gældende ret:



Nedenfor præsenteres de væsentligste typer af retskilder samt nogle vejledninger til elektronisk informationssøgning. Afsnittet er henvendt til de læsere, som ikke har en juridisk baggrund, og afsnittet bør i sagens natur ikke opfattes som en udtømmende redegørelse for juridisk metode eller retskildelæren.

1.3.1. Folkeretlige aftaler

Folkeretten omfatter den regulering, der gælder stater og andre folkeretssubjekter imellem. De retskilder, der udspringer af folkeretten fremstår typisk i form af konventioner eller mellemstatslige aftaler. Folkerettens kilder kan dog ikke umiddelbart anvendes i national ret, men beror på en eller anden form for inkorporering i national ret.35 Inkorporering kan ske ved, at der i national lov henvises til de folkeretlige regler eller ved at reglen omskrives til national lov.

Folkeretlige kilder kan ofte findes på internettet ved en almindelig søgning eller ved at besøge hjemmesiderne for de internationale organisationer, som står bag kilderne – f.eks. FN,36 UNCITRAL,37 WIPO38 og Haagerkonferencen.39 Dokumenterne kan også findes ved at læse den danske lov eller lovforslaget hertil, der inkorporer den pågældende retskilde.

1.3.2. Unionsretlig lovgivning

Unionsretten (også EU-retten) er en særlig folkeretlig variant, som består af et tættere fælles samarbejde mellem p.t. 27 stater. Samarbejdet adskiller sig primært fra traditionel folkeret ved, at der i et vist omfang er afgivet suverænitet til at lovgive, således at de unionsretlige institutioner kan udstede lovgivning, som forpligter de enkelte medlemsstater – og i et vist omfang fysiske og juridiske personer i disse stater. Unionsretten betragtes normalt ikke som en del af folkeretten, men nærmere som »et nyt folkeretligt system«40 – man taler også om et supranationalt samarbejde. Samarbejdet bygger på en række traktater, som kan siges at udgøre en rammeaftale for samarbejdet.

Med udgangspunkt i traktaterne kan der udstedes sekundære EU-retsakter – typisk i form af forordninger og direktiver. Direktiver skal implementeres i national ret, hvorimod forordninger gælder umiddelbart i alle medlemsstater. Udstedelsen af sekundære retsakter medfører en harmonisering (eller »tilnærmelse«) af lovgivningen på de omhandlede områder. De fleste retsakter, som behandles i denne fremstilling, udspringer af Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) artikel 114,41 der har til formål at realisere oprettelse af det indre marked. Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital.

Unionsretten indgår i større eller mindre grad i alle de retsområder, der behandles i denne bog. De unionsretlige kilder indgår i sagens natur i fortolkningen af dansk ret. Den unionsretlige regulering kan findes på EUR-Lex,42 og forarbejder kan findes på Prelex.43

1.3.3. National lovgivning

Den nationale lovgivning vil ofte være det mest naturlige sted at starte undersøgelsen af retskilder. Den danske lovgivning består af grundloven, som udgør hjemlen (bemyndigelse) til udstedelse af »almindelige love«. De almindelige love kan indeholde hjemmel til (»grundlag for«) udstedelse af bekendtgørelser. I så fald er den almindelige lov en rammelov, der bemyndiger vedkommende minister til udstede nærmere regler i overensstemmelse med hjemlen. En bekendtgørelse må ikke forveksles med en lovbekendtgørelse, der er en sammenskrivning af en almindelig lov og senere ændringslove.

De danske love kan findes på retsinformation.dk.44 I forbindelse med forståelsen af en lovbestemmelse kan det blive nødvendigt at se på lovens forarbejder – altså de diskussioner og beslutningsgrundlag, der ligger til grund for vedtagelsen af bestemmelsen. Lovforslag, som ofte indeholder udførlige noter samt dokumenter vedrørende behandlingen af lovforslaget, kan findes på Folketingets hjemmeside.45 Betænkninger, som i visse tilfælde udarbejdes af eksperter forud for fremsættelse af et lovforslag, kan findes på Det Administrative Biblioteks hjemmeside.46


Erhvervslivet kan have en interesse i at udstede egne retningslinjer på visse områder (»selvregulering«). Det kan f.eks. ske for at undgå traditionel lovgivning eller for at sikre seriøsiteten omkring en særlig branche eller særlige ydelser. Selvregulering er i princippet mere fleksibel end traditionel lovgivning, men reglerne er som udgangspunkt kun bindende for dem, der har tiltrådt reglerne. En anden form for selvregulering er »samregulering« (også »co-regulation« eller »delt regulering«), hvor reguleringen sker i et samarbejde mellem private og det offentlige.47 E-handelsdirektivet indeholder i artikel 16 en opfordring til, at handels-, erhvervs- og forbrugersammenslutninger udarbejder adfærdskodekser med henblik på gennemførelse af direktivets materielle bestemmelser.

I Danmark findes »e-mærket«, som er en dansk mærkningsordning for elektronisk handel. Administrationen af mærkningsordningen varetages af e-handelsfonden,48 som er non-profit fond stiftet af Forbrugerrådet og en række erhvervsorganisationer. E-mærket er således også et udslag af selvregulering, hvor deltagerne kan mærke deres hjemmesider og derved drage fordel af den goodwill, som er tilknyttet mærket.49


1.3.4. Praksis

Blandt de danske domstole er der et hierarki med Højesteret øverst og byretterne nederst. Domstolsafgørelser har primært betydning mellem sagens parter, men der kan ofte udledes generelle principper af afgørelserne – man taler om, at afgørelserne har præjudikatværdi. En retsafgørelse er truffet på baggrund af nogle faktiske omstændigheder (faktum), en fortolkning af juraen (jus) samt den konkrete bevisførelse. En afgørelses præjudikatværdi afhænger af de generelle principper, der bliver slået fast ved afgørelsen (dommens »ratio decidendi«). Dette skal ses i forhold til de specifikke omstændigheder, der har haft betydning for udfaldet af sagen.

EU-Domstolens50 afgørelser har også stor betydning for forståelsen af national lovgivning. Det kan f.eks. være i forbindelse med forståelsen af unionsrettens sekundære retsakter eller traktaternes betydning for håndhævelsen af national lovgivning. Nationale myndigheder og domstole er forpligtet til at fortolke national lov i overensstemmelse med unionsretten. EU-Domstolen er i modsætning til de danske domstole mere tilbøjelig til at redegøre for fastslåede retsprincipper, og afgørelserne er generelt mere udførligt begrundet og ofte bredere anvendelige. EU-Domstolens domme refereres typisk som sag C-nr./årstal (e.g. sag C-324/09). C’et refererer til EU-Domstolen, hvorimod »T-« og »F-« refererer til henholdsvis Retten (tidligere »Retten i første instans«)51 og Retten for EU-personalesager.


Der findes en lang række af organer, som træffer »administrative afgørelser«, der som udgangspunkt ikke er bindende for domstolene. Selvom afgørelserne ikke er bindende for domstolene, kan de være vigtige som inspiration til forståelsen af en bestemt problemstilling. Mange gange behandles nye problemstillinger for første gang i et administrativt system, som f.eks. Forbrugerklagenævnet,52 Klagenævnet for domænenavne53 og Datarådet.54 Disse afgørelser er tilgængelige på de respektive hjemmesider.


Retsafgørelser kan findes i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR), der i den elektroniske udgave indeholder et lovregister, som gør det muligt at finde udvalgte afgørelser vedrørende bestemte lovbestemmelser. UfR er en betalingstjeneste, der dog udkommer i en billig udgave til studerende (»studieskiven«). På www.shret.dk kan man få adgang til de seneste (og ofte utrykte) afgørelser fra Sø- og Handelsretten. På Dansk Forum for IT-rets hjemmeside55 findes de væsentligste utrykte afgørelser inden for IT- og internetretten. Her kan man også holde sig generelt opdateret om IT-retlige nyheder. Sager i UfR angives typisk som UfR (eller blot »U«) årstal.sidenr. (e.g. UfR 2011.634 SH), hvor SH angiver, at der er tale om en afgørelse fra Sø- og Handelsretten. H, Ø og V henviser til henholdsvis Højesteret, Østre Landsret og Vestre Landsret. UfR-referencer, som indeholder et »B« efter årstallet referer til ugeskriftets litterære afdeling (artikler m.v.).

1.3.5. Sædvaner og forholdets natur

Retssædvaner dækker over de situationer, hvor fysiske og juridiske personers adfærd bliver til en retskilde. Som udgangspunkt skal der være tale om en handlemåde, der er blevet fulgt almindeligt, stadigt og længe ud fra en følelse af retlig forpligtelse.56 Sædvaner har bl.a. betydning inden for handel mellem erhvervsdrivende.

»Forholdets natur« er udtryk for de friere overvejelser, som dommere kan lade sig motivere af i mangel af egentlig lovgivning på et område. Inden for visse områder er der således igennem retspraksis udviklet retsprincipper, som ikke er udmøntet i lovgivningen. Det gælder f.eks. regler om erstatning uden for kontrakt57 og principper for køb af tjenesteydelser, som dog i høj grad er inspireret af de principper, der er udtrykt i købeloven.58




1Se f.eks. Commission Staff Working Document: Consumer Conditions Score board – Consumers at home in the single market Monitoring the integration of the retail single market and consumer conditions in the Member States, Seventh edition, SEC(2012) 1 65 final (maj 2012).

2Se f.eks. Meloria Meschi, Toby Irving & Mark Gillespie: Study on intra-community cross-border parcel delivery (FTI Consulting), december 2011.

3Se også herom i Kim Frost: Erhvervsmæssig brug af internetdomæner, Juridisk Instituts Julebog, 2005, s. 145.

4Se også Steven Johnson: The Facebook Juggernaut, Wired 20.06 (juni 2012), s. 116.

5Se i det hele Lawrence Lessig: Code 2.0, 2006. Bogen er tilgængelig på http://codev 2.cc/. Lawrence Lessig taler om »the invisible hand of cyberspace«.

6Disse spørgsmål er nærmere behandlet i bogens afsnit 8.3.

7Se i det hele bogens kapitel 4 og 9 om henholdsvis internetbetalinger og behandling af personoplysninger.

8Se generelt Henrik Udsen: De informationsretlige grundsætninger – Studier i informationsretten, 2009, Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udgave, 2005, s. 71 ff. samt Kasper Heine, Martin von Haller Grønbæk & Jan Trzaskowski: Internetjura, 2. udgave, 2002, s. 29 ff. Se også Mogens Koktvedgaard: Bidrag til elektronrettens almindelige del, Juristen 1968.157.

9Denne tilgang er især inspireret af skønlitteraturen. Se f.eks. Neal Stephenson: Snow Crash, Bantam Books 1992.

10Se f.eks. F. Gregory Lastowka og Dan Hunter, The Laws of VirtualWorlds, California Law Review, januar 2004, samt Viktor Mayer-Schönberger & John Crowley, Napster’s Second Life?: The Regulatory Challenges of Virtual Worlds, Northwestern University Law Review, Vol. 100, No. 4, 2006.

11John Perry Barlow: A Declaration of the Independence of Cyberspace, februar 1996, http://homes.eff.org/~barlow/Declaration-Final.html.

12Se herom Søren Sandfeld Jakobsen: Lærebog i elektronisk medieret, 2006.

13Lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel. Se også bogens afsnit 2.2.2.

14Direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«).

15Artikel 1, nr. 2, i direktiv 98/34/EF som ændret ved direktiv 98/48/EF af 28. november 1998, s. 54. Direktiverne er implementeret i lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence og forbrugerforhold på telemarkedet. Se i øvrigt direktivet om elektronisk handel betragtning 17 og 18.

16Se f.eks. EU-Domstolens afgørelse i sag C-109/92 (Wirth), præmis 15.

17Jan Trzaskowski: Direktivet om elektronisk handel, UfR 2000B.643. Se også Jacob Plesner Mathiasen, Niels Bo Jørgensen & Johan Schlüter: E-handelsloven med kommentarer, 2004, s. 26 ff.

18Direktiv 89/552 af 3.oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed, som ændret ved direktiv 2007/65 af 11. december 2007.

19Se direktivets betragtning 16 til 22 samt Søren Sandfeld Jakobsen: Direktivet om audiovisuelle medietjenester, UfR 2008B.68.

20Lov nr. 490 af 17. juni 2008 om ændring af straffeloven og forskellige andre love (dansk straffemyndighed). Straffelovens § 9 a vedrører materiale, som ved handlinger i udlandet er gjort alment tilgængeligt her i landet gennem »internettet eller et lignende system til spredning af information«.

21Lovforslag nr. L 16 af 28. november 2007 om ændring af straffeloven og forskellige andre love (dansk straffemyndighed).

22Betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed, s. 154 f.

23I færdselsloven defineres en bil som et »motorkøretøj, der er forsynet med 4 eller flere hjul eller med bælter, valser, meder eller lignende, samt motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt overstiger 400 kg.« (§ 2, stk. 1, nr. 2). En campingvogn er et påhængsredskab, der defineres som »andet påhængskøretøj end påhængsvogn og sættevogn«. Et påhængskøretøj er et »køretøj, der efter sin indretning er bestemt til at blive trukket af andet køretøj« (§ 2, stk. 1, nr. 17 og 18).

24Se f.eks. Søren Sandfeld Jakobsen: Lærebog i elektronisk medieret, 2006, s. 163. Se også direktiv 2002/21 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), betragtning 5: »...Det er nødvendigt at adskille regulering af transmission fra regulering af indhold...«.

25Direktiv 2002/21 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet).

26Se Jan Trzaskowski: Uanmodet kommunikation i sociale medier, UfR 2012B (under udgivelse).

27Direktiv 2009/136 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse.

28The treatment of Voice over Internet Protocol (VoIP) under the EU Regulatory Framework, Commission Staff Working Document, 14 June 2004, s. 7. Se også Dieter Elixmann, J. Scott Marcus & Christian Wernick: The Regulation of Voice over IP (VoIP) in Europe, WIK-Consult (study for the European Commission), Bad Honnef, March 19, 2008, s. 2.

29OJ 212 E/261 (5. august 2010).

30Paul Nihoul & Peter Rodford: EU Electronic Communications Law, 2. udgave, 2011, s. 414 f. (afsnit 5.95).

31Se f.eks. Søren Sandfeld Jakobsen & Ruth Nielsen: E-Handelsret 3. udgave, 2011, Henrik Udsen: De informationsretlige grundsætninger – Studier i informationsretten, 2009, Søren Sandfeld Jakobsen: Lærebog i elektronisk medieret, 2006, Thomas Munk Rasmussen & Peter Fogh Knudsen: E-handel – praktisk jura for erhvervsdrivende, 2. udgave, 2011, Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udgave, 2005, Jacob Plesner Mathiasen, Niels Bo Jørgensen & Johan Schlüter: E-handelsloven med kommentarer, 2004, Kasper Heine, Martin von Haller Grønbæk & Jan Trzaskowski: Internetjura, 2. udgave, 2002 og Lars Stoltze: Internet ret, 2001.

32Se generelt om retskilder Ruth Nielsen & Christina D. Tvarnø: Retskilder og retsteorier, 3. udgave, 2011, Peter Blume: Retssystemet og juridisk metode, 2011 og Peter Blume: Juridisk metodelære 5. udgave, 2009.

33»Retstilstanden« på et givet område.

34Se f.eks. UfR 1999.841 H (Tvind), hvor en lov blev kendt ugyldig som stridende mod grundlovens § 3, 3. punktum.

35Se generelt Ole Spiermann: Moderne Folkeret, 2006, s. 151 ff.

36www.un.org

37www.uncitral.org. Uncitral er en del af FN-systemet.

38www.wipo.int.

39www.hcch.net

40Poul Runge Nielsen & Karsten Engsig Sørensen: EU-Retten, 5. udgave, 2010, s. 25 ff. med henvisninger.

41Og tilsvarende bestemmelser i tidligere traktater.

42http://eur-lex.europa.eu/da/index.htm.

43http://ec.europa.eu/prelex/apcnet.cfm?CL=da.

44www.retsinfo.dk.

45www.folketinget.dk under »dokumenter«.

46http://dab.dk/links/betaenkninger/.

47Se f.eks. Delt regulering og selvregulering – erfaringskatalog med eksempler fra ministerier med forbrugerrelateret regulering, Forbrugerstyrelsen 2005.

48www.e-handelsfonden.dk.

49Mærkningsordninger er yderligere behandlet i bogens afsnit 5.7.4.

50Den Europæiske Unions Domstol. Domstolen hed EF-Domstolen indtil Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009.

51Rettens afgørelser kan appelleres til EU-Domstolen.

52www.forbrug.dk.

53www.domæneklager.dk.

54www.datatilsynet.dk.

55www.it-retsforum.dk.

56Se f.eks. Ruth Nielsen & Christina D. Tvarnø: Retskilder og retsteorier, 3. udgave, 2011, kapitel 4, afsnit 5. med referencer.

57Se herom i bogens kapitel 10.

58Se herom i bogens kapitel 3.